Fra 1. april 2011 er der kommet nye regler for, hvordan du søger om at få historiske nummerplader til bil eller motorcykel fra før 1. april 1976 (hidtil var grænsen ellers 1. april 1958).
Det er SKAT, der via de lokale motorkontorer, reelt står for udstedelsen af de historiske nummerplader. Og det er hos SKAT, du skal søge.
Prisen for et sæt historiske nummerplader til bil er i alt 2.480 kr. og til motorcykler i alt 1.240 kr. Beløbet er sammensat af prisen for almindelige nummerplader plus ekstraprisen for de historiske nummerplader. Der udstedes ikke historiske nummerplader til andre køretøjer. Du betaler ved bestillingen.
Fra bestilling af nummerpladerne til levering kan der gå op til 8 uger, da pladerne skal specialfremstilles. Er nummerpladerne ikke afhentet senest 6 måneder efter, at du har fået besked om, at de er kommet, bliver nummerpladerne destrueret.
Fra 1. april 2011 og nogle måneder frem må du muligvis påregne længere ekspeditionstid, da det forventes, at rigtig mange ejere af biler eller motorcykler fra 1. april 1958 til 1. april 1976 vil søge om at få historisk, korrekte nummerplader.
Hvilket nummer skal du så have til dit køretøj?
Særlige numre
De fleste vil gerne have et nummer og udseende der er tidstypisk, geografisk og historisk korrekt for netop deres køretøj. For at få et nummer, der matcher dine ønsker om periode og geografi, skal du til din ansøgning vedlægge en erklæring fra MhS. Gør du ikke det, vil SKAT automatisk tildele dig et fortløbende nummer fra den periode, dit køretøj er fra. SKAT tager eksempelvis ikke hensyn til, hvor du bor.
Erklæringen kan du bestille her hos Motorhistorisk Samråd. Erklæringen koster i ekspeditionsgebyr 250 kr. for medlemmer af en klub, som er med i Motorhistorisk Samråd. For øvrige tager vi et ekspeditionsgebyr på 500 kr.
Med erklæringen fra MhS er du sikret at få et geografisk korrekt områdenummer og en tidstypisk korrekt plade. Ønsker du køretøjets første indregistreringsnummer, klarer vi som regel også det, bare du vedhæfter dokumentation.
Når du her på hjemmesiden har udfyldt erklæringen og betalt med Dankort, vil du med almindelig post få tilsendt en underskrevet erklæring med det nummer, som passer bedst til dig og dit køretøj. MhS har adgang til de ledige numre, og ligger inde med en eksakt viden om, hvilke typer plader og geografiske tal, som du skal bruge.
Derefter går du til motorkontoret og udfylder ansøgningen om historiske nummerplader og vedlægger MhS-erklæringen.
Fortløbende numre
Ønsker du kun historiske nummerplader uden hensyntagen til geografisk tilhørsforhold, kan du som hidtil gå direkte til motorkontorerne, og søge om historiske plader. Du skal dog være opmærksom på, at motorkontorerne IKKE har mulighed for at hjælpe dig med et specialnummer, men blot vil tildele dig et fortløbende nummer fra dit køretøjs første indregistreringsperiode.
Vi vil under alle omstændigheder opfordre dig til at få udstedt en erklæring fra MhS, så dit køretøj får de tidstypiske, og geografisk korrekte, historiske nummerplader.


