Hvordan var udviklingen

af Niels Jonassen

Årene 1931 - 1940

Årene mellem 1931 og 1940 blev bilvejenes, gadegennembrudenes, broernes - og benzintankenes - årti. Bilen og motorcyklen var nu en så selvfølgelig del af færdselsbilledet, at man begyndte at indrette vejene og gaderne efter dem. I Frankrig lancerede den berømte arkitekt Le Corbusier sine visioner om storbyen, som bestod af højhuse omgivet af grønne områder og motorveje.

I København havde man en stadsingeniør, som var med på det nyeste, og han fik vedtaget en fremtidsplan for byens trafik, der forudsatte, at alle gader skulle gøres bredere. Man kom aldrig så langt med planerne, men de gamle huse i Borgergade og Adelgade forsvandt, og der blev bygget nye boligblokke med en stor plads foran, så beboerne kunne have deres bil stående nedenfor. I dag er der for lidt parkeringsplads.

I Aalborg rev man en hel bydel ned for at give plads til den nye gennemfartsgade, Vesterbro, som blev kranset af store, nye byggerier med butikker, kontorer og lejligheder.

Udenfor byerne blev sving rettet ud og bakketoppe gravet af, men bortset fra det beholdt de fleste veje deres gamle udseende - suppleret med en smal asfaltstribe udenfor brolægningen. Den satte cyklisterne pris på. Og dem var der stadig flest af. Det var i øvrigt blevet lettere at finde vej efter, at de nye, officielle og standardiserede vejskilte var blevet stillet op.

Fra 1932 slog verdenskrisen igennem i Danmark, og arbejdsløsheden blev katastrofal. I 1932 var den på 32 %. Underskuddet på betalingsbalancen voksede fra 99 mill. kroner i 1929 til 150 mill. i 1931, og antallet af tvangsauktioner af landbrug blev mere end fordoblet fra 1930 til 1932. I sin forelæggelsestale til de lovforslag, som skulle begrænse ulykkerne, sagde statsministeren, Thorvald Stauning, i januar 1932: "Det danske samfund befinder sig utvivlsomt i øjeblikket i den alvorligste situation, som nogensinde har foreligget for Danmark."

Man kan undre sig over, at antallet af biler 30´erne igennem alligevel voksede, omend mere beskedent end i tiåret før. I 1939 var der 162.497 biler. Men man bør huske, at de, der blev hårdest ramt af 30´ernes arbejdsløshed, var dem, der alligevel ikke havde råd til bil. En dansk arbejder havde midt i 30´erne en årsløn på 3.230 kr., og en lille beskeden DKW kostede 3.000 kr. Folk i faste stillinger havde glæde af, at priserne faldt, og bilejerne var de større selvstændige erhvervsdrivende, folk i liberale erhverv samt de større gårdmænd.

Krisen blev anledning til store, offentlige byggerier. På den måde fik man sat folk i gang med et stykke arbejde, og med vej- og brobyggerier skabte man samtidig noget, som pegede langt ind i fremtiden. De store veje ud af København blev udbygget med midterrabatter og brede betonkørebaner, og de små færger over Storstrømmen og Lillebælt blev erstattet af broer. Samtidig begyndte benzintankene at brede sig. De sprang op som svampe i en granskov om efteråret. Der kunne være 5 - 6 stykker selv i en lille by. Mange af dem var bare benzinsalgssteder, men der var også mange af de helt nye servicestationer. Bilerne skulle have skiftet olie, og de utallige smøresteder skulle have et skud af fedtsprøjten. Den slags ordnede de fleste motorcyklister selv, men bilejerne var ikke dem, der ville have olie på fingrene. Mange landsbysmede skiftede ambolt og esse ud med donkraft og smøregrav.

Anden Verdenskrigs udbrud i september 1939 ændrede hverdagen for landets motorkørende. Benzinen blev rationeret, og få dage efter besættelsen den 9. april 1940 var det slut med at køre, hvis ikke man havde speciel tilladelse. Biler og motorcykler blev klodset op til bedre tider.